Kristian

Moscow Mule

Jeg kan ikke begrænse mig til en favorit drink ;-). For tiden er jeg vild med Moscow Mule og Gin Hass, som vores fredags drink. Faktisk laver vi også begge drinks til børnene, selvfølgelig uden alkohol, men med lidt ekstra pynt og frugt. De er også vilde med en hyggelig fredags drink. 

Historien forlyder, at Moscow Mule opstod, da amerikaneren John G. Martin havde købt U.S rettighederne til det franske brand Smirnoff i 1939. Han måtte dog erfare, at han havde ualmindeligt svært ved at afsætte sin vodka, da amerikanerne generelt ikke brød sig om vodka. På det tidspunkt var det stort set kun russere, som drak vodka. Han skulle ifølge beretningen have siddet på en bar i L.A. og klaget sin nød, da ejeren fortalte, at han havde et lignende problem. I hans tilfælde var det dog Ginger Beer, han ikke kunne få afsat. Til stede i baren var også en anden amerikansk forretningsmand, som var brændt inde med et parti kobberkrus. Efter et par sjusser blev de tre enige om at prøve at lave en drink med vodka og Ginger Beer serveret i kobberkrus. Drinken blev opkaldt Moscow Mule. Om historien er helt sand vides ikke, men sjov er den i al fald. Prøv selv at lave en forfriskende Moscow Mule: 

 

Moscow Mule: Hæld godt med isterninger i et glas og tilsæt vodka. Tilsæt 4 cl vodka og 2 cl limejuice og fyld op med Ginger Beer. Pynt med skiver lime og ingefær. Hvis det skal være lidt ekstra festligt, kan man servere drinken i kobber krus. 

 

Den anden af vores favoritter, Gin Hass, skulle ifølge rygtet stamme fra Odense. Om det er helt rigtigt ved jeg ikke, men lækker er den i al fald. Prøv vores bud på en Gin Hass: 

 

Gin Hass: Lige dele gin, limesaft og mangosirup blandes – fyld is på og top op med Lemon sodavand – en sød og frisk drink, de fleste kan lide. 

 

Hvis du ønsker inspiration til andre lækre drinks med IV Brothers økologiske soda mixers se her.